23948sdkhjf

Kvinde gled i Netto og fik rygskade men taber retssag

En kunde gled på et stykke pap under indkøbstur og fik svær rygskade, men retten frifinder supermarked.
En kvinde, der gled på et stykke pap på gulvet i den lokale Netto, får ingen erstatning.

Hverken Retten i Aarhus eller nu Vestre Landsret mener, at det var butikkens personale, der havde tabt papstykket på gulvet.

Kvinden er stamkunde i Netto i Hadsten og var 18. juli 2012 ude for at handle. Da hun drejede omkring et stativ med blade og magasiner, gled hun på et stykke pap, der lå på gulvet.

Hun blev hjulpet op af to andre kunder, der også betalte hendes varer, hvorefter hun kørte hjem.

Men hun havde så voldsomme smerter, at hun dagen efter opsøgte sin læge. Det viste sig, at hun havde pådraget sig brud på rygsøjlen ved lænden og i fire måneder måtte gå med et særligt korset.

Hun anmeldte skaden til Dansk Supermarked, fordi hun mente, at det var butikkens fejl, at der lå sand og pap på gulvet.

Netto i Hadsten havde nogle uger før uheldet fået en ny butikschef, der i retten forklarede, at han havde iværksat nye rutiner for rengøringen, da butikken inden overtagelsen ikke var så pæn.

Han forklarede, at det stykke pap, kunden faldt i, ikke kunne være et prisskilt, da man bruger plastskilte, og at personalet hver dag løbende tjekker, om der ligger ting på gulvet.

Retten i Aarhus lægger vægt på butikschefens forklaring om rutinerne i rengøringen, og da man ikke kan bevise, hvad det var for et stykke pap, hvor længe det har ligget på gulvet, og hvem der har tabt det, mener retten ikke, at butikkens ansatte har handlet ansvarspådragende.

Vestre Landsret er enig med byretten og stadfæster frifindelsen af Netto. Efter det dobbelte nederlag skal den nu 69-årige kvinde betale sagens omkostninger på i alt 49.000 kroner.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11